RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Polen » Polens kyst: Forkælelse, vikinger og charme
Polen

Polens kyst: Forkælelse, vikinger og charme

Polen byder på mere end de anseelige byer Kraków, Warszawa og Gdańsk. Ved Polens nordligste kyst, finder fx du dansk indflydelse fra vikingetiden, et høfligt og imødekommende folkefærd og middelalder festival.
Skodsborg banner Tropical islands Berlin princess cruises banner

Polens kyst: Forkælelse, vikinger og charme er skrevet af Stefan Slothuus

polen - europa - storby - bygninger - arkitektur

Polen – mere end bare storby

Når jeg tænkte på Polen som rejseland, var det først og fremmest storbyer som Kraków, Warszawa og Gdańsk, der skilte sig ud fra mængden. Billige, anseelige byer, som alle ville være perfekte til en forlænget weekend.

Derfor vidste jeg heller ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg blev inviteret med til kysten langs den nordvestlige del af landet.

Hastende med en let oppakning kan man se mig håbe- og forventningsfuld på vej til opsamlingsstedet tæt ved Københavns Hovedbanegård. Jeg aner ikke, hvad jeg begiver mig ud i de kommende tre dage. Vi har fået en vejledende plan for turen, men jeg har valgt ikke at læse den igennem for at få et mere spontant og nysgerrigt indtryk.

Banner rejsekonkurrence
Polen kort rejser

Fra svensk fastland med færge til Polen

Færgeovergangen fra svenske Ystad til fastlandet nær Świnoujście tager omkring seks timer, så vi bliver inviteret på en kort rundvisning på skibet. Først besøger vi kaptajnen i styrhuset i rolige og teknologisk moderne omgivelser, mens solen blærer sig med sit store farvespænd på vej ned over Ystad.

Nogenlunde det modsatte kan siges, da vi snoer os fra top til bund mod maskinrummet. Her buldrer de store motorer med en larm, der svarer til at lægge øret til de store højtalere på Orange Scene til Roskilde Festival.

Farverne er som at se en sort-hvid film fra 40’erne i virkeligheden. Jeg spekulerer på, om Polen spænder lige så vidt i forskellighed.

Kolobrzeg, Polen - rejser

Kołobrzeg: Todelt turistmål med dansk islæt

Vi ankommer som det første til Kołobrzeg, som er Polens tredjestørste turistby målt på antal overnatninger – kun overgået af Kraków og Zakopane. Byen er i en rivende udvikling, og der bliver fortsat bygget et utal af hoteller og lejlighedskomplekser ud til Østersøens kyst. Resort-området er adskilt fra byen af jernbanesporet, hvor der kun er to steder at krydse med bil og et enkelt på fod.

Byen har en ganske beskeden størrelse med cirka 45.000 indbyggere. Der er et mindre bycentrum, en ganske hyggelig promenade og en lille lystbådehavn. Det er dog tydeligvis ikke her, at turisterne søger hen.

Det er nemlig ikke svært at gennemskue, hvor pengene er, da de typisk østeuropæiske betonbygninger bliver erstattet af kæmpestore 5-stjernede hoteller, da jeg krydser jernbanesporet.

Vi bliver indkvarteret på det samme hotel som det danske fodboldlandshold boede på under EM i 2012, og det bærer hotellets forgrund da også præg af. Hotellerne har nærmest alt, hvad hjertet begærer og egner sig perfekt til et spaophold i forkælelsens tegn.

Serviceniveauet er i top, og det er ikke svært at sætte sig ind i, hvorfor turisterne bliver herude.

Wolin, Polen - rejser

Wolin: Historisk højborg

Jeg vågner dagen efter, fylder depoterne fra den enorme morgenmadsbuffet og sætter mig ud i bilen uvidende om dagens forløb.

Vi kører små 100 kilometer vestpå, og pludseligt befinder jeg mig i vikingetiden. Vi er nået til en lille landsby, der portrætterer øen Wolins historiske tid fra vikingetiden og middelalderen, hvor et slavisk folk havde bopæl. Her arrangeres Europas største germansk-slaviske vikingefestival hvert år i august.

Den lokale guide forsøger at skabe en historisk autenticitet med sin tilsvarende påklædning, og det lykkes – indtil hendes iPhone bimler og bamler fra den strikkede taske. Hun besvarer da også opkaldet med et lidt akavet og ironisk smil.

Det skal dog ikke tage noget fra oplevelsen i landsbyen, der står som et fint levn fra en tid, der også har haft stor betydning for os danskere.

Runesten - Wolin, Polen - rejser

Danske vikinger i Polen

Danskernes indflydelse på stedet bliver endnu tydeligere, da vi bliver vist rundt på historiemuseet i byen Wolin et par kilometer fra landsbyen. Indehaveren fortæller om dengang byen var Europas største og ikke mindst om den blodige historie, der har præget stedet.

Danske vikinger kiggede forbi i sin tid på vanlig manér. Det var dog ikke helt uprovokeret, da pirater fra området havde hærget danskerne først.

Vikingernes aftryk bliver yderligere synliggjort med en enorm runesten tæt ved vandet til minde om Harald Blåtand, som angiveligt døde i byen. Siden satte svenskerne også deres præg, mens tyskerne opgav deres besættelse ved afslutningen af 2. Verdenskrig ved at sønderbombe hele byen fra det store krigsskib, der langsomt forlod stedet.

Swinoujscie, Polen - rejser

Świnoujście: Udvikling i hastigt tempo

Vi tager den korte tur fra Wolin til Świnoujście, hvor en lille færge sejler os over til øen. Vejret er på kort tid forvandlet fra blå himmel og høj sol til iskold slagregn. Det er ærgerligt, for byen viser sig at være der, hvor en lang gåtur vil være mest passende. Vi tager i stedet bilen og nøjes med en kort vandretur efter indcheckning på hotellet.

En af deltagerne på turen har lejlighed her og tager derfor guiderollen på sig. Han fortæller om stedets rivende udvikling i et tempo, som selv han har svært ved at følge med i – selvom han besøger stedet adskillige gange årligt.

Ud over opførelsen af enorme lejlighedskomplekser og hoteller, bliver der også arbejdet hårdt på at gøre selve byen mere attraktiv. Der løber en lang promenade langs et utal af restauranter og caféer, og de er i færd med at bygge endnu mere af det hele.

Polen - Świnoujście - kyst - rejser

Karakteristisk kystby: Świnoujście, Polen

Byens udtryk skiller sig ud fra de andre, vi har besøgt. Den har karakter af noget sydeuropæisk og er væsentligt mere charmerende end Kołobrzeg ved at være naturligt sammenhængende og ikke todelt. Vi går 100 meter nordpå, og her ligger der en fantastisk sandstrand, som fortsætter til begge sider, så langt øjet rækker. På trods af det elendige vejr kan jeg sagtens forestille mig stedet komme til sin ret på en varm sommerdag.

Polen er muligvis mest kendt for sine attraktive storbyer og sin lidt dystre historie. Polakkerne har dog utvivlsomt opdaget værdien i deres smukke kyststrækning, og de forsøger med høj service og imødekommenhed at lokke turister dertil. Hvad end det er en luksuriøs forkælelsestur, historisk tilbageblik eller en charmerende promenadeby, så er der bestemt noget at komme efter.

God rejse til Polen!

RejsRejsRejs var inviteret med på rejse af rejsebureauet PolenGO og det polske turistråd. Holdninger og kommentarer er som altid vores egne.

Om forfatteren

Stefan Slothuus

Stefan har fra barnsben af rejst en del – ofte i Frankrig med sine frankofile forældre. Efter studenterhuen var sikret, blev de typiske europæiske kulturer skiftet ud med en større udflugt med 16 forskellige landebesøg på knap 5 måneder, der inkluderede Vesteuropa og Sydøstasien.

Siden bliver de fleste opsparinger ved siden af studiet brugt på rejser – ofte til mere fremmede kulturer til billige penge, som eksempelvis østeuropæiske destinationer kan byde på. Rejse-bucketlisten er nærmest uendelig, men rejser til Latinamerika og fjerntliggende stillehavsøer vægtes særligt højt.

Derudover studerer Stefan Medievidenskab i Odense, elsker sport og har nok set lidt flere film og tv-serier, end hvad sundt er.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.